Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
En amerikansk vandspaniel er livlig, meget energisk og udstyret med et velbevaret jagtinstinkt. I familien er den rolig og venlig mod både voksne og børn. Den er generelt omgængelig over for fremmede og andre hunde. Den kan falde godt til i en sporty familie med meget udendørs aktivitet, men den er ikke egnet som udelukkende selskabshund.
En amerikansk vandspaniel behøver et godt socialt liv og nær kontakt med mennesker. Desuden meget motion og beskæftigelse med opgaver, som den finder meningsfyldte, fx apportering. Den er meget glad for vand.
En amerikansk vandspaniel er skabt som allround jagthund, som hurtigt og pålideligt finder fuglene og som efter skuddet apporterer dem i ubeskadiget stand fra både land og vand. Jagtlysten er udpræget, men til at håndtere gennem tidlig, konsekvent og vedholdende træning.
Pelsen varierer fra bølget til tæt krøllet. Den tætte underuld beskytter godt både mod arbejde i vand og mod vejr og vind. Pelsplejen er overkommelig og består af en grundig ugentlig gennembørstning. Fanerne på ben og hale er moderate. Øregangen skal holdes fri for hår.
En amerikansk vandspaniel er opmærksom, lærevillig og glad for at samarbejde. Opdragelsen kræver dog nogen tålmodighed og opfindsomhed samt venlig konsekvens, for hunden er selvstændig og arbejdsivrig. Træn i korte, tempofyldte og varierede sekvenser.
38-45 cm. for begge køn.
11-20 kg.
Alle nuancer fra leverbrun til mørk chokoladebrun.
Irish water spaniel, curly coated retriever og field spaniel er formodentlig ingredienser i denne amerikanske cocktail, som opstod midt i 1800-tallet i de kolde vådområder i de midtvestlige stater i USA. Hunden skulle følge med jægerens kano og jage svømmefuglene op fra vandet. Den skulle være robust og udholdende og stærk nok til at håndtere store fugle som den canadiske gås. Amerikansk vandspaniel fandt sin nuværende form i 1920'erne og blev anerkendt i 1940. Den ses kun sjældent uden for Nordamerika.
USA.
American Water Spaniel.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Amerikansk Vandspaniel, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.