Fest og farver


Hvalpene har haft en masse gøremål de sidste par dage og vi på to ben prøver at hænge på så godt vi kan, de er i rivende udvikling og vi må tilbyde dem en masse oplevelser.

Gyngerne og karusellerne

Hvalpene har fået nyt legetøj, en hvalpegynge og et sanse-stativ – og hvalpene synes det var super spændende med ting der kan larme, skralle, rasle, lugte og ikke mindst gynge. I kan se festlighederne i videoen nederst.

Færtprægning

Vi har ud over det der larmer sat en flaske op der lugter af krudt, de kommende jagthunde lærer hurtigt hvad krudtlugt er og betyder, men de hvalpe vi sælger til selskab eller hundesport, får ingen kobling mellem krudtlugt og fx skud/vildt og/eller fyrværki, så vi prøver at koble det sammen, så det ikke er underligt eller farligt senere i livet. Til krudlugtprægningen, har vi bare taget en flaske af en vis størrelse, lavet 5 huller i bunden, 5 huller i to rækker på siden og efterfølgende skudt 4-5 hundepropper af ned i flasken.


Renlighed

Det er fantastisk at have sommerhvalpe, for de bliver renlige helt af sig selv. Som tidligere beskrevet har hunde et ret godt instinkt, der sender dem til at gå væk fra ”hulen”, for at gøre hvad de nu skal og det udnytter vi som opdrættere så godt vi kan. Mens hvalpene er 2,5 uge til 3 uger deler vi hvalpekassen op med tæpper i den ene halvdel og aviser i den anden og når hvalpene så holder store flyttedag ud i den store hvalpegård, flytter aviserne med. Vi lægger aviser i hele hvalpegården de første par dage og flytter så aviserne hen omkring tissebakken, der hvor der er savsmuld. I overgangsfasen kan der godt ligge en tissetår ved siden af, men de bliver nu ret hurtigt gode til at gå op i bakken.

Harry Potter-kuldet er næsten i mål – når vi står op om morgenen er der kun tisset i bakken og hvalpene hyler og gør os det helt klart, at NU skal de altså ud..


Madvaner

Hvalpene spiser fast føde 3 gange om dagen og det samme gør Cirka, men hvor hvalpene er trivelige at se på, ligner Cirka et fugleskræmsel. Vi prøver at fede på hende, men det er ikke let, for jo mere vi giver hende, jo mere mælk lægger hun ned. Hvalpene har ikke haft problemer med at gå over på voksenfoder og selvom Cirka havde bræksyge og diarre i sidste uge, gik hvalpene heldigvis fri.

Ormekur

Cirka og hvalpene har fået ormekur igen og de små kvitterede med; bvaaad orm! Den del af opdrætterhvervet er nu ikke særlig lækkert.

De små personligheder

Hvalpenes personligheder er ved at udvikle sig og vi arbejder med dem enkeltvis, så vi støtter deres udvikling bedst muligt. De er alle tre glade og har mod på livet, de udforsker verden og hinanden + de store hunde. Sirius er helt sikkert den der har de største armbevægelser pt. – han lægger sig gerne ud med både Luna og Thilde på en gang, men de giver ham igen, hvis han bliver alt for frisk.

På bordet

Vi træner hvalpene i at komme på bordet fra de er 5 uger og frem til de rejser og vi opfordrer faktisk vores hvalpekøbere til at fortsætte denne træning helt frem til 12 mdrs. alderen. Vi kigger ører, tænder, hale, ben og poter og det er super god træning til det næste besøg hos dyrlægen. Vi synes det er smart, at man med træning, lærer sin hvalp/unghund at forholde sig i ro, mens der bliver kigget poter, tænder osv., får så kunne dyrlægen måske slippe for at bedøve, hvis der engang bliver tale om en skåret trædepude, eller andet der ikke er rart at få undersøgt.


Skovtur

De små har også været en tur med ved søen og de holdt en kæmpefest sammen med Lasse-Far og Cirka. Bjerge blev besteget og søen undersøgt og en lille dummy fik de også hentet. Da vi kom hjem var der udsolgt på alle hylder og vi kunne kun høre en sagte snorken fra hvalpegården i flere timer efter. En helt igennem herlig oplevelse både for mennesker og hunde!

Godbidssøg 5 uger gamle

Sansestativ

Vi gynger mens vi synger

Galleri


God Weekend til jer alle

Marlene & Cirka-Sutsko + Sirius-Hundehvalp, Luna og Thilde

Galleri
Jeg kunne ikke begrænse mig mig i denne omgang, så I får en hel lang stribe billeder af de små banditter

Skovbørnehaven















Hverdagsbilleder