Bolognese
Kærlig, krøllet kammerat
0 Hvalpe
Bolognese

Bolognese


Størrelse

Lille

Temperament

Samarbejdende

Pelspleje

Højt

Aktivitets-
niveau

Lille

MENTALITET

Bolognesen er en lille, glad og sjov hund, som elsker at være midtpunkt i familien. Den er en rendyrket selskabshund, som knytter sig stærkt til sin ejer og familie. Den er kærlig overfor voksne og børn og er glad for tæt kontakt med sine mennesker. Den kommer generelt godt ud af det med andre hunde og dyr, men kan være lettere reserveret overfor fremmede mennesker. Racen er lærenem og elsker at gøre sine mennesker glade. Den er loyal, tillidsfuld og humørfyldt. Fuld af personlighed, frække ideer og charme. Racen er en af de lidt mere selvstændige selskabshunde, hvilket betyder at den ikke er helt så afhængig af ejeren og har en naturlig ro og værdighed.

BEHOV

Bolognesen har brug for et godt socialt liv med tæt kontakt til ejer eller familien. Den lærer fint at være alene, netop fordi den også er selvstændig af natur. Den sætter stor pris på at kunne bevæge sig frit både i have eller på ture og på beskæftigelse, som stimulerer den mentalt. Træning af tricks og samarbejds- og hverdagslydighedsøvelser er en udmærket måde at stimulere racen på, da den her både får den tætte kontakt med ejer og får brugt hovedet.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS

En rask gåtur af passende længde er altid velkomment, især hvis den også kan få lov til at snuse rundt og samle nye duftindtryk. Racen er selvstændig, men den holder altid god kontakt og bevæger sig sjældent langt væk på eget initiativ. Indkald skal naturligvis indlæres, men hunden holder sig som udgangspunkt i relativ nærhed af familien. Det har altså det man kalder en kort aktionsradius. Den leger og færdes gerne med andre venlige hunde, især andre mindre hunde. Indendørs er racen rolig.

PELS OG PLEJE

Den hvide, fluffy pels beskytter godt i varmt vejr, knap så godt i fugtigt vejr. Pelsen er lang fra hoved til hale, fra ryg til poter, men blød og lokket. Den kræver flittig børstning, især som unghund, hvor pelsen skifter fra hvalpepels til voksenpels. Her skal pelsen tjekkes efter for filterknuder flere gange ugentligt og vaskes jævnligt. Den voksne hund kræver pelspleje op til flere gange ugentligt. Jævnlig vask, hver 2-3. uge, letter arbejdet med pelsen. Pelsen kan klippes kort hos familiehunden, men ønsker man at udstille, skal pelsen holdes naturligt lang og må kun klippes under poter, mellem øjnene og af hensyn til hygiejne bagtil. Selv en klippet pels kræver jævnlig pelspleje for ikke at filtre sammen. Tilløb til tandsten skal fjernes for at undgå infektion, og jævnlig tandbørstning kan være en god ide. Øjenomgivelser holdes rene og tørre.

INDLÆRING OG HÅNDTERING

Bolognesen er ikke altid let at motivere til træning. Beløn med kontakt, ros og leg, og begræns godbidderne. En lille hund bliver hurtigt mæt - og overvægtig. Tidlig socialisering med børn og voksne mindsker reservationen. Pelsplejen skal indlæres tidligt, så processen bliver en hyggestund.

HØJDE

Hanner 27-30 cm. Tæver 25-28 cm.

VÆGT

2,5-4 kg.

FARVER

Helt hvid.

OPRINDELSE

Racen har samme oprindelse som malteseren. Den blev beskrevet af Aristoteles 300 år før vor tidsregning og var udbredt allerede i romertiden. De små hunde var værdsatte gaver i de fornemste kredse i 1400- og 1500-tallet. Den italienske storkøbmand Cosimo de Medici bragte otte hunde til Bruxelles som gaver til lige så mange belgiske adelsmænd, og kong Philip II af Spanien modtog to hunde fra hertugen af Este med kommentaren: "Den mest kongelige gave man kan give en hersker". Racen har navn efter byen Bologna.

HJEMLAND

Italien.

INTERNATIONALT RACENAVN

Bolognese.

Bolognese HVALPE TIL SALG

VISER 0 ANNONCER

Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Bolognese, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.

Alternativer til Bolognese

FEED

Del dit eget billede med #danskkennelklub