Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
En vågen og opmærksom vagthund, som kan være noget mistroisk over for fremmede, men som til gengæld er meget trofast og hengiven i forhold til familien og især overbærende over for børn. Den er fredelig, men besidder en naturlig selvsikkerhed. Med tidlig socialisering klarer den at tilpasse sig livet som selskabshund.
Racen fungerer stadig som arbejdende hyrdehund i sit hjemland, så hvis den skal trives som familiehund, behøver den meget motion og en del beskæftigelse, som kan stimulere den mentalt.
Som ung er den meget aktiv, og især om natten er den på vagt og slår alarm ved enhver usædvanlig lyd. Som voksen tilpasser den sig efter omgivelserne, selv om den stadig er glad for at bevæge sig og for at løse opgaver. Holder relativt nær kontakt.
Den kraftige og isolerende pels virker grov, nærmest som gedehår. Den er glat eller let bølget. Længden varierer, idet der forekommer både en langhåret og en korthåret variant af racen. Pelsen skal børstes grundigt igennem en gang om ugen for ikke at fælde for meget.
Racen er selvstændig og handlekraftig, så den kan være noget af en udfordring at opdrage. Træningen skal helst begynde i den tidlige hvalpealder, og den skal være venlig, men konsekvent, varieret og tempofyldt med mange belønninger.
Hanner 65-72 cm. Tæver 62-68 cm.
30-50 kg.
Fauve/zobel, ulvegrå eller gul, ensfarvede eller med hvide aftegninger.
Den mest populære af de portugisiske racer er hyrdehunden fra Estrelabjergene. Efter al sandsynlighed stammer også den fra de gamle asiatiske mastiffer, og den er i nær familie med den spanske mastiff. I århundreder har den beskyttet kvægflokke på vandring mellem forskellige græsninger mod angreb af ulve. Desuden holdt den vagt på gårdene. Tidligt i 1900-tallet forsøgte man at krydse racen med schæferhund, men resultatet faldt uheldigt ud, og nu er racen tilbage i sin oprindelige form.
Portugal.
Cao da Serra da Estrela.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Cao da Serra da Estrela, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.