Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
Den skotske hyrdehund er Storbritanniens klassiske fårehund, som i årenes løb har udviklet sig til en ypperlig selskabshund. Collien er kontaktsøgende, lærevillig og nem at omgås. Den er især venlig og beskyttende over for familiens børn. Den kan have tilbøjelighed til at blive forskrækket fx over høje lyde.
En collie behøver et godt socialt liv med tæt kontakt til familien. Den bør aktiveres og få lov til at møde mange nye udfordringer lige fra hvalp. Legelysten er stor, også når den bliver ældre.
En collie har brug for en del motion som ung, men tilpasser sig efterhånden helt efter omgivelserne. Sætter livet igennem pris på at løse opgaver. Den er samarbejdsvillig, tager gerne mod anvisninger og holder sig som regel i nærheden af sine mennesker.
Den store, glansfulde pels fælder mindre, end man umiddelbart skulle forvente, og den er smuk, når den er velplejet. Pelsen kræver dog en omhyggelig børstning og frisering mindst en gang om ugen for ikke at filtre, og man kan roligt sætte en times tid af til arbejdet.
Nogle collier er følsomme og bliver let forskrækkede for høje lyde, glatte gulve eller andre hunde, som opfører sig voldsomt. Socialiser hunden omhyggeligt. Træn blidt med rigelig belønning og uden at presse. Træn øvelser, der skaber tillid.
Hanner 56-61 cm. Tæver 51-56 cm.
20-34 kg.
Zobel, trefarvet eller blue merle med hvide aftegninger. Den hvide farve må dog ikke være dominerende.
Den langhårede collie kom til Skotland med fårene, og den har været avlet målrettet på udseendet siden midten af 1800-tallet. Dens popularitet eksploderede, da dronning Victoria anskaffede racen omkring 1880. Under de to verdenskrige gjorde adskillige collier god nytte som sanitets- og ordonnanshunde. Det næste store popularitetsboom kom i 1960'erne, da Hollywood begyndte at producere Lassie-filmene. Det betød et tilbageslag for collien mentalt, som først nu er ved at være genoprettet.
Storbritannien.
Collie Rough.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Collie, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.