Griffon Bleu de Gascogne


Størrelse

Mellem

Temperament

Selvstændig

Pelspleje

Lille

Aktivitets-
niveau

Højt

MENTALITET

Med hensyn til racernes mentalitet er der ingen væsentlig forskel på de mellemstore franske støverracer. Forskellene ligger næsten udelukkende i pelsstruktur og farve. I alle situationer er de ruhårede såvel som de korthårede behagelige og omgængelige hunde. De er passionerede, hårdføre og udholdende jægere, mindre egnede kun som selskabshunde. Skal de kunne tilpasse sig livet i en familie, er det en forudsætning, at de tilbydes masser af meningsfyldte opgaver.

BEHOV

Deres stærke lyst og fremragende evner til at følge fært efter vildt må til stadighed tilfredsstilles gennem varierede søgeopgaver. Det er samtidig selskabelige racer, som sætter pris på omgang med artsfæller og nær social kontakt med mennesker. Hundenes jagtinstinkt stiller krav til indhegning og opdragelse.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS

Racerne er skabt til jagt på al slags vildt, som de selvstændigt opsporer og driver foran sig. Deres vedholdende gøen fortæller jægeren, i hvilken retning drevet går, så han kan bringe sig på skudhold. De mellemstore støvere arbejder som regel et par stykker sammen, men de kan også arbejde alene ofte på stor afstand, men med nogenlunde kontakt til jægeren.

PELS OG PLEJE

Den ruhårede pels har underuld og beskytter godt mod al slags vejr samt mod rifter fra tætte tornede buske. Den skal jævnligt børstes grundigt igennem, men kræver kun lejlighedsvis en let trimning. De store, ofte foldede ører hænger tæt ind til hovedet og skal holdes fri for hår i øregangen.

INDLÆRING OG HÅNDTERING

Det kræver en tidlig og meget vedholdende træning, hvis man skal gøre sig håb om, at disse hunde kommer tilbage, når der bliver kaldt. Hvis jagtlysten tænder, slår hørelsen fra. Ellers er de lærevillige og imødekommende, blot træningen er venlig, varieret og konsekvent.

HØJDE

Hanner 50-57 cm. Tæver 48-55 cm

VÆGT

20-25 kg.

FARVER

Sort og hvid marmoreret med et blåt skær og med større eller mindre sorte aftegninger.

OPRINDELSE

Typen har været kendt i Frankrig i mindst 800 år. Den har altid været mest udbredt langs Atlanterhavskysten fra Bretagne til Pyrenæerne. De fire racer har alle flere gange været truet af udryddelse. Både den franske revolution i slutningen af 1700-tallet og de to verdenskrige i forrige århundrede gjorde store indhug i bestandene af jagthunde, men racerne er hver gang blevet genskabt ved en ihærdig og målrettet indsats fra franske entusiaster.

HJEMLAND

Frankrig.

INTERNATIONALT RACENAVN

Griffon Bleu de Gascogne.

Griffon Bleu de Gascogne HVALPE TIL SALG

VISER 0 ANNONCER

Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Griffon Bleu de Gascogne, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.

FEED

Del dit eget billede med #danskkennelklub