Hvorfor "få papir på" din hund?


Hvorfor skal du købe hund fra en opdrætter i Dansk Kennel Klub?

Stambog. Smag på ordet. Det smager lidt af snobberi og tykt, guldrandet papir… Det er de færreste, der tænker over, hvad en stambog egentlig er. Og mange tænker i første omgang, at det er lige meget med stambogen – det er kun for ”de fine”, for opdrætterne eller dem, der vil vinde titler i udstillings-ringen.



En stambog er en anetavle, altså et dokument, som viser hundens ”stamtræ” i mange generationer bagud – og det arbejdsredskab, der har gjort mennesket i stand til målrette racerne mod at blive de meget forskellige hunde, vi har i dag. F.eks. højt specialiserede hunde, der dur til meget specifikke former for jagt, hårdtarbejdende slædehunde, lynhurtige væddeløbshunde eller velfungerende selskabs- og familiehunde.

LÆS MERE

Garanti og sikkerhed

Men stambogen er også din garanti som hvalpekøber. For med en stambog i hånden ved du, hvad det er for en hund, din nuttede og klumpede hundehvalp ender med at blive til. Ud fra din hvalps aner har du en nogenlunde sikkerhed for, hvordan din hund kommer til at se ud, hvor stor den bliver, hvilke egenskaber den vil få – bliver dens jagtinstinkt f.eks. stærkt eller svagt, vil den blive meget eller lidt gøende og har den brug for meget eller lidt aktivering? Det kan opdrætteren af de stambogsførte hvalpe sige med stor sikkerhed.



Ligesom mennesker kan alle hunde blive syge – det gælder både blandingshunde og hunde med eller uden stambog. Men din stambogsførte hvalps forældre har gennemgået en række sundhedsundersøgelser, inden de får lov til at indgå i avl. Dette er din bedste sikkerhed for, at din hvalp ikke ender med at blive plaget af arvelige lidelser.



Skulle din hvalp mod forventning blive syg, opstår der tvister eller uoverensstemmelser i forbindelse med handlen eller andre problemer, hvor du som hvalpekøber får brug for rådgivning, har du Dansk Kennel Klub i ryggen, ligesom du altid har mulighed for at indbringe sager for Dansk Kennel Klubs klagenævn.

Engagerede og veluddannede ildsjæle

Når man opdrætter hvalpe i Dansk Kennel Klub skriver man under på, at DKK på alle tidspunkter af døgnet kan foretage både anmeldte og uanmeldte kontrolbesøg hos opdrætteren. Det sker for at sikre at både hvalpe og voksne hunde vokser op under ordnede forhold, så du er sikker på, at din hvalp får en god start på livet.



Du køber en sikkerhed for, hvem du handler med – I DKK kan du få oplyst, om opdrætteren reelt er organiseret i DKK, og du kan derefter aftale besøg hos opdrætteren, hvor du som minimum kan se moderen til hvalpene, se sundhedsresultater på forældrene - og selvfølgelig aftale at følge hvalpenes udvikling frem til den er klar til at rejse med dig til sit nye hjem. Og du er sikker på, at du ikke medvirker til illegal import eller støtter hvalpefabrikker.



Opdrætterne kan både være kenneler med få eller flere hunde, som jævnligt har hvalpe, og privatpersoner, som måske kun opdrætter et enkelt kuld i hele deres liv - men fælles for dem alle er, at benytter DKK´s stambogsførte, avlsgodkendte forældredyr og derfor kan få hvalpene stambogsført.

Stambogen er guld værd

Selve stambogen koster mindre end 300 kr., så dét, der nogle gange gør en stambogsført hvalp dyrere, er ikke prisen på selve stambogen, men den indsats opdrætteren har lagt i at finde og måske hjemtage gode forældredyr fra udlandet, undersøge for arvelige sygdomme og intensiv socialisering af hvalpene i den vigtige hvalpetid.



Så nok er stambogen ikke trykt med guld, men den er sin vægt værd i guld – for alle, der ønsker at købe hund med sikkerhed, garanti og ikke mindst omtanke.