Din sikkerhed
Når du køber hund hos en DKK-opdrætter, har du en sikkerhed for, hvem du handler med. Køb aldrig hund af en person, som du ikke kan finde på offentlige vejvisere, f.eks. Krak. Du skal være sikker på, hvor du kan henvende dig, hvis der efterfølgende viser sig at være noget galt med hvalpen.
Du har en sikkerhed for, at opdrætterne er veluddannede. Betegnelsen DKK-uddannet Opdrætter betyder, at opdrætteren har gennemgået en uddannelse indenfor genetik, sundhed og hvalpefødsler, indretning af kennel, hundens mentale udvikling osv. Det er ensbetydende med professionalisme og seriøsitet og sikrer, at din hvalp er avlet til god sundhed og temperament, ordentligt socialiseret samt vaccineret og godt passet.
DKK udsteder en garanti for stambogens værdi og for anerne. Du har en sikkerhed for, at hvalpen (ikke bare dens forældre) har en stambog i Dansk Kennel Klub.
Du har sikkerhed for, at du ikke kommer til at medvirke til illegal import af hvalpe. Hvis du køber en hvalp fra udlandet, og hvalpen er lovligt importeret, skal den have et EU-pas fra det land, den kommer fra (ikke fra Danmark). Den skal være ID-mærket med en elektronisk chip, og ID-nummeret skal passe med nummeret i passet.
DKK opfordrer alle hvalpekøbere til at kontakte racens specialklub og forhøre om, hvad du særligt skal være opmærksom på med den pågældende race. Husk, at du skal ud og finde et ”familiemedlem”, som du forhåbentlig skal have i mange år, så invester ikke bare penge men også tid i at give dig selv og din hvalp den bedste start.