Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
Den har et mildere og roligere væsen end de fleste andre terriere, og den er generelt mere tolerant i forhold til andre hunde. Den er glad, nysgerrig og venlig mod alle og meget tålmodig med børn. At fungere som gårdhund var en af dens oprindelige opgaver, og den er stadig en udmærket vagthund. Egnet som familiehund.
Behøver temmelig meget fysisk motion og meningsfyldt beskæftigelse samt et godt socialt liv i nær kontakt med familien - enkelte hunde kan endda være næsten overvældende kontaktsøgende.
En robust, aktiv og energisk hund med en hel del jagtlyst. Den sætter stor pris på mulighed for at bevæge sig frit uden line. Den kan godt gå på jagt på egen hånd, men den er i reglen relativt lydhør og bevarer en god kontakt med sine mennesker.
Den middellange pels er blød, silkeagtig og glansfuld, bølget eller lokket. Den færdige pels er et par år om at udvikle sig. Pelsen kræver meget arbejde med børste og kam, men den fælder stort set ikke. Pelsen kan formes ved klipning, eller den kan vokse naturligt.
Racen er opmærksom, har en hurtig opfattelsesevne og er som regel samarbejdsvillig, så opdragelsen volder sjældent problemer. Vær ubetinget konsekvent, men samtidig kærlig. Skift ofte øvelser og træn i forskellige omgivelser, så hunden ikke keder sig.
Hanner 46-48 cm. Tæver 43-45 cm.
15-20 kg.
Alle nuancer fra lys hvedefarvet til rødligt gylden.
Den var oprindelig de fattige irske bønders hund. Den levede sit arbejdsomme liv upåagtet i landsbyerne i århundreder. Den holdt rotter og mus fra dørene, drev husdyrene ud og ind, passede på hus og hjem og deltog i jagten på al slags vildt af overkommelig størrelse. Specialister havde man ikke råd til. Denne baggrund har racen tilfælles med de andre irske terriere. Først i 1930'erne fik man øjnene op for den som race, og siden har den erobret sig en solid plads som selskabshund.
Irland.
Irish Soft Coated Wheaten Terrier.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Irish Softcoated Wheaten Terrier, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.