Odderhund

Odderhund


Størrelse

Stor

Temperament

Selvstændig

Pelspleje

Mellem

Aktivitets-
niveau

Højt

MENTALITET

En energisk jagthund, som også er en hengiven og tilpasningsdygtig familiehund hos mennesker med et aktivt udendørs liv. Den er generelt ven med alle, kendte som fremmede, voksne som børn samt andre hunde og dyr. Men den kræver plads omkring sig, og den egner sig ikke til at bo i lejlighed. Den er ekstremt glad for vand.

BEHOV

Navnlig som ung kræver den meget motion, og livet igennem behøver den et godt socialt liv med nær kontakt til familien. Opgaver, hvor den skal bruge næsen, stimulerer den mentalt.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS

Den har en tendens til at glemme alt og alle, når den sætter af efter en spændende duft. Haven skal derfor være hegnet godt ind, og hunden bør kun færdes uden line på steder, hvor der ikke er fare, og hvor man kan bevare kontrollen over situationen.

PELS OG PLEJE

Pelsen er lang, ru og tæt. Den er vandafvisende og beskytter godt mod både kulde og varme. Pelsen skal have et naturligt udseende og må ikke klippes, men den kan evt. trimmes let. En grundig ugentlig gennembørstning er ofte nok til at holde den ren og fri for døde hår.

INDLÆRING OG HÅNDTERING

Den er opmærksom og lærevillig, men den kan være egenrådig, grænsende til det stædige, så det er ikke den mest lydige hund, man kan tænke sig. Man når dog langt med venlig konsekvens. Skift ofte træningsmiljø og beløn med søgeopgaver.

HØJDE

Hanner ca. 67 cm. Tæver ca. 60 cm.

VÆGT

30-52 kg.

FARVER

Ensfarvet grizzle, sandfarvet, rød, hvedefarvet eller blå evt. med hvide aftegninger.

OPRINDELSE

Racen har været kendt siden middelalderen, og den kan muligvis føres tilbage til de tidligste boldhunde, krydset med store ruhårede terriere eller franske ruhårede støvere. Den blev brugt til jagt på oddere, som plyndrede fiskenettene. Hundene, som jagede mange sammen, skulle kunne gå ud i det koldeste vand, forfølge odderen til dens bo og dræbe den. Da odderen i 1978 blev fredet i Storbritannien, var racens fremtid truet, men den overlevede og holdes nu hovedsagelig som familiehund.

HJEMLAND

Storbritannien.

INTERNATIONALT RACENAVN

Otterhound.

Odderhund HVALPE TIL SALG

VISER 0 ANNONCER

Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Odderhund, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.

FEED

Del dit eget billede med #danskkennelklub