Sankt Bernhardshund, langhåret

MENTALITET

Et venligt og roligt væsen gør den store og tunge hund til en udmærket familiehund. Den er tålmodig over for børn, hvis den allerede fra hvalp er vant til børn. Over for familien er den trofast og hengiven, og kan i enkelte situationer være både vagtsom og beskyttende for sin familie. Er dog mere beskytterhund end vagthund.

BEHOV

Racen har ikke noget stort løbebehov, men skal dog alligevel motioneres regelmæssigt og fornuftigt. Navnlig under opvæksten, skal den fodres og motioneres med omtanke, grundet den hurtige tilvækst. Den foretrækker at opholde sig udendørs, men har ikke noget imod at være indendørs. En bernhard elsker at være der, hvor dens mennesker er.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS

En sindig hund, som dog har stor glæde af at bruge sine kræfter, fx til at trække en vogn, hvilket kommer hele familien til gode på ture i det fri. Den retter sig gerne efter anvisninger og holder i almindelighed nær kontakt til sine mennesker. Er meget flexibel m.h.t. familiens aktivitetsniveau.

PELS OG PLEJE

Racen forekommer i to pelsvarianter, begge tætte med en tyk og beskyttende underuld. Den langhårede er glat eller let bølget, den korthårede tilliggende og hårdere i strukturen. Begge skal jævnligt børstes grundigt igennem. Øjenomgivelserne kan kræve opmærksomhed, såfremt de er for åbne/løse.

INDLÆRING OG HÅNDTERING

Samarbejdsvillig og som oftest positiv over for indlæring. Skal opdrages venligt og roligt med masser af belønninger. Træn konsekvent, men uden hårdhed, og i korte sekvenser. Dette skal ske snarest efter overtagelsen fra hvalp, da det er afgørende for at håndtere den udvoksede store hund. Udnyt gerne racens fine lugtesans til øvelser, der stimulerer den mentalt.

HØJDE

Hanner 70-90 cm. Tæver 65-80 cm.

VÆGT

50-90 kg.

FARVER

Hvid med mindre eller større rødbrune pletter til gennemgående rødbrun saddel over ryg og flanker.

OPRINDELSE

Alpine mastiffer kom til Schweiz med romerske soldater. Det vides med sikkerhed, at i klostret i Sankt Bernhard passet holdt man allerede i 1660 godmodige rød-hvide bondehunde som trækhunde. Disse blev angiveligt brugt som redningshunde på klostret og var i øvrigt korthårede. Sankt bernhardshunden, som vi kender den i dag, er meget større end oprindeligt, men er på vej til at ligne den oprindelige bjerghund. En stor imposant, men lettere model, som kan færdes og arbejde i bjergene. Den langhårede variant blev formodentlig skabt for at få blodfornyelse via indkrydsning af en nu uddød race, den langhårede walliser hyrdehund. Det viste sig senere, at den langhårede ikke fungerede i sneen, grundet for megen is i pels og mellem tæerne.

HJEMLAND

Schweiz.

INTERNATIONALT RACENAVN

St. Bernhardshund eller Bernhardiner.