Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
Den mindste af alle hyrdehundene er en fortræffelig og pålidelig lille vagthund. Aktiv, adræt, utrættelig og altid opmærksom på, hvad der sker omkring den. Den er venlig over for familiens børn og hengiven i familien, men reserveret over for fremmede, og dens selvbevidsthed kan være et problem i forhold til andre hunde.
Har ikke de store krav til omfattende fysisk motion, men derimod til at få tilfredsstillet sin legelyst, nysgerrighed og frihedstrang. Går gerne på jagt efter muldvarpe og andre skadedyr.
En stor og modig personlighed i en lille krop. Et charmerende og temperamentsfuldt energibundt, som indimellem godt kan finde på at gå sine egne veje, men som altid søger tilbage igen, fordi hunden samtidig er tæt knyttet til sine mennesker.
Hård og glansfuld pels, kort på hoved, ører og foran på benene, noget længere på kroppen og længst rundt om halsen og på brystet, hvor den danner en markant krave, samt bag på lårene. En pels, der passes med jævnlig og grundig gennembørstning, fælder kun ubetydeligt.
Så lærenem, at den kan lære næsten alt. Og det er en særlig fornøjelse at arbejde med en så lille hund, som er så opmærksom og samarbejdsvillig. Træn ofte i korte sekvenser, så arbejdsglæden bevares livet igennem. Beløn omgående og begejstret.
22-33 cm for begge køn.
Findes i to vægtklasser: 3-5 kg og 5-8 kg.
Ensfarvet sort.
Formodentlig i familie med flere af de gamle, små spidshunde, men i øvrigt er oprindelsen ukendt. Racen kan genkendes på flere flamske malerier af bøndernes liv i 1400-tallet. Den har helt frem til nutiden været anvendt både som hyrdehund - især for gæs - og som rotte- og vagthund på gårde og flodpramme i Flandern. Den er altid opmærksom og røber sine opdagelser ved skarpe bjæf og rejst manke. Navnet er afledt af det flamske ord ”scheperke”, som betyder hyrde. Fødes meget ofte stumphalet.
Belgien.
Schipperke.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Schipperke, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.