Griffon korthals


Størrelse

Stor

Temperament

Selvstændig

Pelspleje

Mellem

Aktivitets-
niveau

Højt

MENTALITET

En hund, der virkelig vinder ved nærmere bekendtskab. Den er social og meget villig til at indrette sig efter forholdene og de mennesker, der omgiver den. Den er livlig og glad for at lege, fx med familiens børn. Den er imødekommende over for fremmede. Hanhunde kan dog være lidt forbeholdne over for andre hanner.

BEHOV

Den muskuløse hund har brug for fysisk motion, så ejeren skal være en person med et aktivt udendørs liv, som er indstillet på at tilbyde den mental beskæftigelse og meget nær kontakt.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS

Jagtlysten er fuldt ud til stede, men også mere afdæmpet end hos mange andre hønsehunde. Den kan arbejde selvstændigt, men holder generelt meget tæt kontakt. Den er opmærksom og let at gøre lydig, blot socialiseringen og træningen begynder tidligt.

PELS OG PLEJE

Pelsen er hård og grov, næsten som svinebørster, aldrig krøllet eller uldagtig. Underulden er fin, meget tæt og vandafvisende. Det er en pels til al slags vejr. Den kræver jævnlig og grundig gennembørstning og evt. en let trimning. Skæg og øjenbryn bør friseres dagligt.

TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING

Den er meget positiv over for indlæring. Den knytter sig meget stærkt til sin ejer og er udpræget glad for at samarbejde, så opdragelsen er som regel let. Træn venligt og lystbetonet i korte, tempofyldte sekvenser med skiftende belønninger.

HØJDE

Hanner 55-60 cm. Tæver 50-55 cm.

VÆGT

23-27 kg.

FARVER

Stålgrå med kastaniebrune aftegninger, ensfarvet rødbrun eller skimlet. Hvid med brunt er tilladt.

OPRINDELSE

Hollænderen Eduard Korthals fortalte aldrig, hvilke racer han i 1800-tallet brugte for at skabe sin ruhårede stående hønsehund. Kleiner münsterländer, braque francais, franske griffoner og muligvis barbet har nok hver deres andel i denne vandglade race, som arbejder fremragende på alle terræner, men som ikke er hurtig nok til at konkurrere på markprøver. Eduard Korthals boede i perioder i Tyskland, men gennemførte det meste af sit avlsarbejde i Frankrig, som dermed er blevet hjemland for racen.

HJEMLAND

Frankrig.

INTERNATIONALT RACENAVN

Griffon d'Arrêt à Poil Dur.

Griffon korthals HVALPE TIL SALG

VISER 0 ANNONCER

Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Griffon korthals, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.

FEED

Del dit eget billede med #danskkennelklub