Karelsk bjørnehund
0 Hvalpe
Karelsk bjørnehund

Karelsk bjørnehund


Størrelse

Stor

Temperament

Selvstændig

Pelspleje

Mellem

Aktivitets-
niveau

Moderat

MENTALITET

Den er selvstændig og meget jagtivrig. Venlig og imødekommende over for hele familien, noget mere tilbageholdende over for fremmede og temmelig stridbar i forhold til andre hunde. Den er først og fremmest en jagthund og ikke helt let at holde udelukkende som selskabshund. Fx er den meget gøende, når nogen nærmer sig.

BEHOV

Dens frihedstrang er udtalt, og den behøver meget motion og beskæftigelse, som stimulerer den mentalt. Den trives kun, hvis den får opmærksomhed og er fuldgyldigt medlem af familien.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS

Skabt til at søge byttet på egen hånd og ”stille” det, mens den ”skaller” med 60 til 80 gø i minuttet. Dette jagtinstinkt er meget stærkt, og man skal være forsigtig med at slippe hunden løs. Den løber langt og kommer næppe tilbage de første par timer.

PELS OG PLEJE

Glat, hård og tilliggende dækpels over blød og tæt underuld beskytter hunden godt mod både fugt og kulde, og den er ikke særlig arbejdskrævende i hverdagen. En grundig gennembørstning en gang om ugen begrænser fældningen til overgangsperioderne forår og efterår.

TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING

Opdragelsen skal begynde tidligt og være meget motiverende for at føre til et godt resultat. Træn konsekvent og venligt i korte, tempofyldte sekvenser og skift ofte både træningsmiljø, øvelser og belønninger, så hunden ikke mister lysten.

HØJDE

Hanner 54-60 cm. Tæver 49-55 cm.

VÆGT

17-28 kg.

FARVER

Sort, som kan være mat eller med en brunlig nuance, med skarpt afgrænsede hvide aftegninger.

OPRINDELSE

Racen er mange hundrede år gammel og opstod i Karelen, som dengang var finsk, men som nu er russisk. Egnens fiskere og jægere nedlagde al slags vildt med hjælp fra deres hunde. Det egentlige opdræt begyndte i 1936 med det mål at skabe en robust hund, der kunne standse storvildt som bjørn, ulv, vildsvin og los og med vedholdende gøen tilkalde jægeren. Dertil kræves mod, smidighed og styrke. I dag bruges racen mest til elgjagt i Finland, Norge og Sverige og til vildsvinejagt i Mellemeuropa.

HJEMLAND

Finland.

INTERNATIONALT RACENAVN

Karjalan karhukoira.

Karelsk bjørnehund HVALPE TIL SALG

VISER 0 ANNONCER

Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Karelsk bjørnehund, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.

Alternativer til Karelsk bjørnehund

FEED

Del dit eget billede med #danskkennelklub