Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
En bichon frise er livlig og glad for at lege, hengiven og venlig over for alle i familien samt over for fremmede og andre hunde. Det er en kvik, lille selskabshund både i den aktive familie og hos ældre med en mere stilfærdig hverdag. En bichon frise er selvbevidst og charmerende med en veludviklet evne til at sno sin ejer omkring sin pote.
En bichon frise elsker raske daglige gåture, men er ikke specielt motionskrævende. Den sætter stor pris på nye indtryk og på at løse mentalt stimulerende opgaver i samarbejde med sine mennesker.
En bichon frise er mere robust, end den umiddelbart ser ud til. Den har altid været holdt som selskabshund, og den har det absolut bedst i selskab med sine mennesker, som den knytter sig tæt til. Den er lydhør og bevæger sig sjældent langt væk fra sin ejer.
Pelsen er fin og silkeagtig med meget løse og lette proptrækkerkrøller. Den er den eneste bichonvariant med underuld. Pelsen skal hver dag børstes omhyggeligt igennem, og den skal vaskes ofte. Hoved og poter klippes i facon. Tænderne skal jævnligt renses for tandsten.
En bichon frise er opmærksom og lærevillig, så opdragelsen volder sjældent problemer. Vær venlig, konsekvent og opfindsom med belønningerne. Væn tidligt hunden til at blive puslet om, så den omfattende pelspleje bliver til glæde for begge parter.
Højst 30 cm.
3-6 kg.
Helt hvid.
Formentlig er de små hvide hunde fra landene rundt om Middelhavet oprindelig dværgformer af de tidlige apporterende jagthunde, som også danner basis for nutidens pudler. Bichon frisé kan føres tilbage til de kanariske øer i 1400-tallet, og den blev en overgang kaldt tenerifehund. Interessen for den aftog i slutningen af 1800-tallet, og den blev næsten glemt, indtil den i mellemkrigsårene blev "genopdaget" af belgiske og franske opdrættere. I dag er den en populær selskabshund verden over.
Frankrig/Belgien.
Bichon a Poil Frisé.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Bichon Frisé, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.