Størrelse
Temperament
Pelspleje
Aktivitets-
niveau
Yorkshire terrier er en af verdens allermindste hunderacer, men alligevel en terrier med liv og sjæl. Livlig, opmærksom og fuld af sjove påfund. En selskabelig, glad og morsom hund, som alene på grund af størrelsen hverken kræver plads eller særlig erfaring. Til gengæld må man være indstillet på en hel del pelspleje. Lidt gøende.
Selv om en yorkshire terrier er lille, sætter den stor pris på at bevæge sig. Den leger gerne med bolde og legetøj og bør mindst have et par friske, daglige spadsereture samt et godt socialt liv med familien.
Yorkshire terrieren er stadig en fantastisk musefanger, og dens energi virker næsten uudtømmelig. Den er glad for at løse opgaver og for skiftende aktiviteter. Den er selvstændig og opfindsom, vil gerne gøre sine mennesker tilpas og holder som regel god kontakt.
Den fine pels er silkeagtig og glansfuld. Den kræver en omfattende pleje med daglig børstning og frisering samt vask og føntørring mindst en gang om måneden. Udstillingshunde har pels helt til jorden og er endnu mere krævende. Andre yorkier får ofte de længste hår klippet.
Mange små hunde bliver forkælede fra det øjeblik, de kommer ind i huset, og de får aldrig mulighed for at vise, hvor lærenemme og samarbejdsvillige de egentlig er. Tempofyldt og varieret træning med venlig konsekvens vil kun gøre hunden gladere.
22-24 cm for begge køn.
Højst 3,1 kg.
Varm, lys tan og mørk stålblå fra nakkeknude til halerod.
Yorkshire terrieren blev skabt midt i 1800-tallet i distrikterne i Yorkshire. Vævere og fabriksarbejdere skaffede sig en ekstraindtægt ved at opdrætte små hunde, som kunne holde rotter og mus fra dørene på værksteder og hos småfolk og være til fornøjelse for mere velbeslåede damer. Farverne og den silkeagtige pels tyder på, at flere nu uddøde terrierracer samt malteser har deltaget i blandingen. De tidligste hunde var hverken så små eller så pelsrige som nutidens sofistikerede selskabshund.
Storbritannien.
Yorkshire Terrier.
Herunder finder du en oversigt over aktuelle kuld af racen Yorkshire Terrier, der pt. er til salg.
Husk også at læse guiden til, hvad du skal være opmærksom på, inden du køber hund.